Corona / COVID-19

Hvis vi har henvist dig til en podning for Covid-19, så kan du booke tid ved at gå ind på siden: Coronaprover.dk. Du skal bruge din NemID.

Du kan efterfølgende se dine svar på sundhed.dk eller i MinSundhed-appen. Der kan gå op til 3 dage (72 timer), før du kan se dit svar.

Nedenfor kan du se, hvordan du skal fortolke svaret. Husk, du kan altid ringe til os, hvis du har brug for at vende svaret.

Hvis testen er positiv

Hvis der står ’påvist’ eller ’positiv’ i dit prøvesvar, betyder det, at du er smittet med ny coronavirus/COVID19. I så fald skal du følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer:

  • Hvis du er syg. Bliv hjemme, indtil du er blevet rask – det vil sige 48 timer efter, at du er fri for symptomer. Begræns også kontakten til andre i din husstand.
  • Hvis du ikke har symptomer Bliv alligevel hjemme i 7 dage, og hold øje med, om du får symptomer.
  • Hvis du senere får symptomer Bliv hjemme, indtil du er rask – det vil sige 48 timer efter, at du er fri for symptomer. Begræns også kontakten til andre i din husstand.
  • Hvis du får symptomer på alvorlig sygdom, fx høj feber eller vejrtrækningsbesvær. Kontakt os eller 1813.

Hvis du er blevet testet positiv for ny coronavirus, vil du modtage et brev i din e-Boks fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Desuden vil Coronaopsporing under Styrelsen for Patientsikkerhed kontakte dig inden for 24 timer og hjælpe dig med opsporing af dine nære kontakter, det vil sige de personer, som du kan have smittet. Du kan også selv ringe til Coronaopsporing på tlf. 32 32 05 11.

Hvis du er blevet testet positiv for ny coronavirus med en hurtigtest, skal du have taget en opfølgende PCR-test hurtigst muligt, som kan be- eller afkræfte, at hurtigtesten har givet det rigtige svar, og som samtidig kan vise, om du er smittet med en virusvariant.

Brug et CE-mærket mundbind, hvis du undtagelsesvis er nødt til at bryde din selvisolation kortvarigt, fx i forbindelse med at du skal på hospitalet. Husk, at du ikke må tage offentlig transport.

Personer, du har haft tæt kontakt med (se definition af nære kontakter længere nede på siden), skal i de næste 14 dage være ekstra opmærksomme på, om de bliver syge, og skal i så fald også følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Hvis testen er negativ

Hvis der står ’ikke påvist’ eller ’negativ’ i dit prøvesvar, betyder det med stor sandsynlighed, at du ikke er smittet med ny coronavirus/COVID-19 lige nu. Testen viser ikke, om du på et tidligere tidspunkt har haft ny coronavirus/COVID-19. Det betyder, at du stadigvæk kan være i risiko for at få ny coronavirus/COVID-19, hvis du bliver udsat for smitte. Derfor skal du fortsat være opmærksom på symptomer på ny coronavirus/COVID-19 og kontakte os, hvis du får symptomer på et senere tidspunkt.

Hvis testen er inkonklusiv

Hvis der står ’inkonklusiv’ i dit prøvesvar, betyder det, at din virustest ikke har vist et klart svar, og det kan derfor ikke konkluderes, om du har ny coronavirus/COVID-19 eller ej. Derfor skal du kontakte os eller 1813 for at blive henvist til en ny test.

Hvis du har skullet tage særlige forholdsregler, fx været i karantæne eller været fritaget fra at gå på arbejde, indtil du fik svar på din virustest, skal du fortsætte med det, indtil du får svar på en ny virustest.

—————

Definitionen af nære kontakter

Du er nær kontakt, hvis du har været tæt på en smittet person i en af følgende perioder:

  • Smittet person med symptomer: Fra 48 timer før personens symptomer startede og indtil 48 timer efter, at personens symptomer stoppede.
  • Smittet person uden symptomer: Fra 48 timer før personen fik taget testen til 7 dage efter.

Samtidig skal du opfylde mindst ét af følgende kriterier:

  • Du bor sammen med den smittede person
  • Du er kæreste med den smittede person, men I bor ikke sammen.
  • Du er værelseskammerat med den smittede person på din efterskole, højskole, lejrskole el lign.
  • Du har overnattet hos den smittede person, eller den smittede har overnattet hos dig.

Hvordan skal du forholde dig hvis du er nær kontakt?:

Hvis du er nær kontakt, fordi du bor sammen med en person, der er smittet eller du tilsvarende har været tæt på en smittet person (fx en kæreste eller overnattende gæster):

  • Gå straks i selvisolation
  • Bliv testet på dag 4 og 6 efter du sidst var sammen med den smittede person. Testen på dag 4 skal være en PCR-test. Testen på dag 6 skal på nuværende tidspunkt være en hurtigtest
  • Du kan ophæve din selvisolation efter et negativt svar på PCR-testen på dag 4
  • Hvis du har fået 3. stik skal du ikke gå i selvisolation, men du anbefales en hurtigtest hurtigst mulig samt PCR-test på dag 4 og hurtigtest på dag 6. Gå dog straks i selvisolation, hvis du udvikler symptomer på covid-19 eller får et positivt testsvar.
  • Hvis du har haft covid-19 inden for de sidste 12 uger (fra datoen for positiv test) skal du ikke gå i selvisolation eller blive testet, medmindre du får symptomer.
Hvis du ikke kan holde afstand til den smittede, anbefales du også at gå i selvisolation, selvom du har fået 3 stik eller har haft covid-19 inden for de sidste 12 uger.

 

Hvad er “øvrig kontakt”?:

Hvis du har været tæt på en person med covid-19, som du ikke bor sammen med, kan der stadig være risiko for, at du er smittet. Du er ’øvrig kontakt’, hvis en person i din omgangskreds eller en person du dagligt eller regelmæssigt omgås er blevet smittet. Det kan fx være:

  • Kollegaer, du har stået eller siddet ved siden af på arbejde
  • Personer du har spist frokost eller middag med
  • Gæster i dit hjem
  • Personer du har været til møde med eller haft undervisning med og siddet ved siden af
  • Klassekammerater i stamklassen eller alle børnene på stuen i dagtilbud
  • Efterskole- og højskolekammerater og lignende, som du ikke har delt værelse med
  • Hvis du har deltaget i en begivenhed med en eller flere smittede

Du er ’øvrig kontakt’, hvis du samtidigt har været tæt på den smittede person i en af følgende perioder:

  • Smittet person med symptomer: Fra 48 timer før personens symptomer startede og indtil 48 timer efter, at personens symptomer stoppede.
  • Smittet person uden symptomer: Fra 48 timer før personen fik taget testen til 7 dage efter.

Hvordan skal du forholde dig som “øvrig kontakt”?:

  • Bliv testet hurtigst muligt med en hurtigtest (evt. en selvtest), og bliv testet med en hurtigtest (evt. en selvtest) igen på 4. dagen efter du sidst havde kontakt med den person, som er smittet. Hvis du får at vide gennem Smitte│stop appen, at du er ‘øvrig kontakt’, skal du blot tage en hurtigtest hurtigst mulig.
  • Du behøver ikke gå i selvisolation og kan godt gå på arbejde, på uddannelse, mv. hvis du i øvrigt ikke har symptomer på covid-19.
  • Du skal være særligt opmærksom på, om du udvikler symptomer, og huske de generelle smitteforebyggende anbefalinger som god håndhygiejne og at holde afstand.

Vi anbefaler også, at du bliver testet som ’øvrig kontakt’, selvom du er blevet vaccineret med 2. eller 3. stik, eller hvis du tidligere har været smittet med ny coronavirus. Er det under 12 uger siden, du blev testet positiv for covid-19, behøver du ikke blive testet. Det skyldes, at du stadig kan teste positiv i denne periode, selvom du er rask og ikke længere smitter. Hvis du får symptomer på covid-19, anbefales du dog at blive test.